Denne artikel er skrevet af Tom Horn til det jubilæumsskrift, der blev udgivet 2002 i anledning af skolens 25 års jubilæum.
Er Rudolf Steiner pædagogikken moderne?
Lever den op til tidens krav?
Det er vel gode spørgsmål at stille ved et jubilæum for en Steinerskole. Og det er relevante spørgsmål at stille, når man tænker på, at den første Rudolf Steiner skole startede i 1919, altså for 83 år siden.
Vi hører tit, at vi lever i informationsalderen, og vi ved, at vores hverdag er præget af, at vi hele tiden hører om mere, end vi kan rumme. Gennem pressen og TV følger vi med i konflikten i Mellemøsten, vi lever med i sorgen og forfærdelsen hos de efterladte til ofrene fra World Trade Center, og vi ser hver dag billeder af sultende mennesker i Afrika og andre steder i verden. Det er alt sammen informationer, som vi modtager uden rigtigt at kunne stille noget op med det i vores hverdag.
På internettet kan vi tilsvarende få informationer om stor set alt på næsten ingen tid, uden dog altid at have mulighed for at kunne bedømme deres sandhedsværdi. Informationsstrømmen bliver større og større, og det er samtidig som om, vi som enkelte mennesker bliver mere og mere fjernet fra vores egen virkelighed. Vi bliver, med et udtryk fra eksistentialismen, fremmedgjorte.
Hvilke menneskelige egenskaber skal der til, for at kunne klare sig i sådan et moderne samfund, og hvad skal der til, for at man evner og har lyst til at være til gavn for andre end sig selv? Hvis det drejer sig om gennem opdragelse og undervisning at støtte udviklingen af de menneskelige egenskaber hos eleverne, der kan rumme et svar på den slags spørgsmål, ja, så er Rudolf Steiner pædagogikken mere moderne nu end nogen sinde.
På en Rudolf Steiner skole har vi ikke noget ønske om at bidrage til informationsforvirringen ved at fylde vore elever med tom viden. Derfor lægger vi heller ikke ensidig vægt på de boglige fag. Vi synes selv, at vi har en meget bedre idé. Ved at lægge både boglige fag, kunstneriske fag og håndværksfag ind i skemaet, prøver vi at stimulere eleverne til at udvikle alle deres spirende egenskaber til stærke menneskelige ressourcer, som de kan øse af på senere trin i livet. De boglige fag er selvfølgelig vigtige, for gennem dem skoles tanken, og man tilegner sig en
vis mængde af nyttig paratviden. Men også de kunstneriske fag, som f. eks. malning, musik og eurytmi, er vigtige. Ved at skole sig kunstnerisk, udvikles og modnes eleverne følelsesmæssigt, de bliver engagerede mennesker, der interesserer sig for deres hverdag og øver indflydelse på den. For gennem den kunstneriske skoling lærer de både at blive skabende og sociale. Tænk bare på, hvad der ville ske, hvis musikerne i et orkester ville spille på en sådan måde, at det, de gjorde, ikke passede til det, de andre gjorde. Resultatet ville blive kaotisk. Ved at arbejde med musik, lærer vi, at vi kan give et individuelt bidrag til en social helhed. Også i eurytmien, som er en bevægelseskunst, lærer vi at tilpasse vore bevægelser, så de indgår i en koreografi, og hvis vi således arbejder på et fælles mål, kan skønheden opstå. Gennem malningen lærer vi at fordybe os i os selv, så vi kan opdage, hvilke værdier, vi rummer, og give andre, der ser vores billeder, del heri. De kunstneriske fag er således særdeles vigtige i skolens fagbuket, når det gælder om at udvikle eleverne også på det følelsesmæssige område. Og vi lader dem ikke bare være kreative øer, en afslappende stund midt i al bogligheden, nej, vi søger at gennemføre en skoling i de fag såvel som i de boglige, og vi tager dem lige så alvorligt.
Vi kender alle sammen mennesker med 10 tommelfingre. Og vi kender børn, der ikke har hænderne skruet rigtigt på. Dem bliver der flere og flere af. Det er næsten, som om vi er ved at blive fremmede for vores krop i bare informationsberuselse. Derfor er det godt at lære eleverne at bruge deres hænder. Håndarbejde, hjemstavnslære og sløjd er vigtige fag i de yngste klasser, hvor eleverne lærer, at de med hånden kan medvirke til at skabe udvikling. Det er ikke ordene, der er de vigtigste i en håndarbejdstime, men derimod det, vi gør med vores hænder. Senere bliver det stenhugning, læderarbejde, kurvefletning, bogbinding, og når det kan lade sig gøre rent praktisk også f. eks. smedning. Ikke fordi vi vil uddanne vores elever til specielt at være håndværkere, men fordi vi vil hjælpe dem til ikke at glemme, at de har nogle hænder, som de kan bruge til at virke i verden med. De boglige, kunstneriske og håndværksmæssige fag udgør således en meningsfyldt faglig helhed.
Hvad er egentlig en skoles opgave? Er det at fylde elevernes hoveder? Er det at forberede eleverne til en eller anden plads i erhvervslivet? Eller er det at lære eleverne gode ting, der kan hjælpe dem til at udvikle sig til ordentlige mennesker? Det er selvfølgelig det sidste. Ved at give eleverne et skema, hvor der er en balance mellem de boglige, de kunstneriske og de håndværksmæssige fag, hjælper vi eleverne til at udvikle sig bredt. De ved noget om mange forskellige ting, de har prøvet meget og de har indlevet sig i mange områder al menneskelivet. Og så har de både haft det sjovt og fået en interessant skolegang i tilgift. De har fået ben i næsen og mod på livet. Den slags elever er der virkelig brug for både på de efterfølgende uddannelser og i erhvervslivet, for de kan udrette noget. I stedet for at lade de unge havne i en situation, hvor de bliver passive forbrugere af mere og mere abstrakte informationer i større og større mængder, kan vi hjælpe dem til at blive aktive mennesker, der kan skabe ægte relationer til andre mennesker. Den slags mennesker er der brug for overalt, både til at opbygge en tryg og solid hverdag i det nære og til at hjælpe med de mange problemer, der findes i det fjerne. Vi mener selv, at vi med vores undervisningsform prøver at fremme livsengagementet og virketrangen hos vores elever, så de får lyst til at prøve at realisere deres idealer. Den lyst er det modsatte af fremmedgjorthed.
Om Rudolf Steiner pædagogikken er moderne? Den er mere aktuel og nødvendig end nogen sinde.