af Hanne Dalsgaard Jensen
I 4. klasse lægges kimen til den naturvidenskabelige undervisning, bl.a. gennem faget dyrekundskab eller zoologi, som børnene nyder at smage på lyden af.
Børn er i vores tid generelt veloplyste og vidende om dyrenes færden og levevis, men denne viden er ofte at betegne som paratviden, og nu forestår der en opgave; at arbejde med et område, hvor eleverne allerede virker fuldt oplyste.
Det synes oplagt at gå ud fra den krop, vi kender allerbedst – vores egen krop og se på opdelingen i hoved, krop(torso) og lemmer, og hvad der er karakteristisk for hvert af disse områder.
Hovedet med dets ”sanseporte”: øjne, ører, næse og mund, som holder os orienteret om den omgivende verden, kroppen med hjerte og lunger, som utrætteligt og uden ophør ”arbejder” for os, hele fordøjelsen og endelig vores lemmer, benene som bærer os, hvorhen vi vil, og vores arme, som
kan sørge for egne og andres behov.
Hovedet sidder der som en ”dovenkrop” og lader sig transportere rundt, kraniet er helt fast – kun med få åbninger, brystet, hvor hjerte og lunger er beskyttet af de omkransende ribben, og lemmerne, hvor benene har deres opgave, mens armene er givet fri til at skabe og forme i vore omgivelser.
Hvad er det, der gør os til mennesker, underforstået: hvorved adskiller vi os fra dyrene?
4. klasse tænker!
”Vores hoved – vores forstand, det at vi kan tænke.”
”Vores hænder, at vi kan gøre ting.”
”Vores personlighed, at du er dig og jeg er mig, at vi er forskellige.”
Vi lod den stå der og begyndte at iagttage dyrene.
Hver dag beskrev jeg et nyt dyr for eleverne, og efterfølgende kom vi i næste dags samtale ind på forskelle og ligheder mellem dyr og mennesker, og hvilken ”kropsdel” der var mest fremherskende.
”Den har jo hele kroppen i hovedet,” lød en elevs indlæg til samtalen om blæksprutten, eller ”Den bruger sine kløer, som vi bruger vore fingre,” om musvågen.
Eleverne har ”levet med” dyrets nærmeste omgivelser, dets livsvilkår, dets fysiognomi og dermed også hvilke kvaliteter dette tilfører dyrets liv.
Den erhvervede paratviden har for en stund måttet overlade pladsen til den rene iagttagelse af fænomenet – blæksprutte hhv. musvåge – eleverne har ladet sig bevæge i deres tanker og dannet sig egne slutninger og derigennem nærmet sig dyrets sande væsen ud fra et menneskeligt synspunkt og ikke kun set gennem naturvidenskabelige briller.