Johannes Skolen følger fremover i lighed med øvrige friskoler Fordelingssekretariatets vilkår og takster for fripladstilskud.

Fordelingssekretariatet er den offentlige instans, der fordeler tilskud til alle landets friskoler.


Forældre/ansøgere skal være opmærksom på følgende ændringer i forhold til tidligere procedurer på Johannes Skolen:


Såfremt nedsættelse af betaling ønskes, skal skriftlig ansøgning sendes til Johannes Skolen, Sukkertoppen 4, 7100 Vejle. Ansøgningsblanket kan rekvireres samme sted.


Ansøgningen skal være skolen i hænde senest den 1. september 2011. Efter denne dato kan der ikke længere ansøges om tilskud til friplads for skoleåret 2011/12.


Ansøgere er ansvarlige for korrekt udfyldelse af ansøgningsskema og overholdelse af frister i forhold til Fordelingssekretariatet.

Forældre, der søger om fripladstilskud, skal skriftligt give samtykke til, at skatteoplysninger hentes elektronisk af Fordelingssekretariatet. Skolen skal derfor ikke længere have kopi af ansøgeres årsopgørelse, da denne bliver kontrolleret automatisk via Fordelingssekretariatet.


Fripladstilskuddets størrelse beregnes på grundlag af husstandens samlede indkomst. Nærmere oplysninger om fordelingsnøgle m.v. findes på www.fordelingssekretariatet.dk – punkt 3.1.1.

Bemærk, at der kan søges om fripladstilskud til skolepenge for elever i bh.kl. til 10. klasse og fripladstilskud til elever i SFO fra bh.kl. til og med 3. klasse. Der søges for ét skoleår ad gangen.


Fripladstilskuddet kan efter den nye procedure først fordeles endeligt i januar måned 2012. Hvilket medfører følgende fremgangsmåde for udbetalingen af det bevilgede tilskud:


For ansøgere, der ikke tidligere er bevilget tilskud til friplads af Fordelingssekretariatet:

I månederne september, oktober, november, december og januar bliver den ordinære betaling opkrævet, altså det fulde beløb uden fradrag af fripladstilskud. Opkrævningerne for februar, marts, april, maj og juni vil være reguleret med det af Fordelings- sekretariatet bevilgede tilskud. Således at årets samlede tilskud fordeles på disse sidste fem måneder i skoleåret 2011/12.


For ansøgere, der tidligere er bevilget tilskud til friplads af Fordelingssekretariatet:

I månederne september, oktober, november, december og januar opkræves den ordinære betaling fratrukket det i skoleåret 2010/11 af Fordelingssekretariatet bevilgede månedlige fripladstilskud. Opkrævningerne for februar, marts, april, maj og juni vil være reguleret med det i skoleåret 2011/12 bevilgede tilskud. Således at det samlede tilskud for skoleåret 2011/12 er udbetalt ved skoleårets afslutning.


Udfyld venligst skemaet omhyggeligt. Det er vigtigt at udfylde alle rubrikker. Følg anvisningen på bagsiden af skemaet nøje. Ansøgninger som er mangelfuldt udfyldt vil blive returneret til ansøger.


Skolen informerer løbende forældre om muligheden for fripladstilskud fra Fordelingssekretariatet. Information og ansøgningsmateriale vedr. skoleåret 2011/12 er udsendt i maj måned 2011.


Den endelige friplads-bevilling vil fremgå af opkrævningen.
Maj 2011

friplads

Steiner Skolen i Vejle

Steiner Skolen - Sukkertoppen 4, 7100 Vejle - tlf. 75830320 - kontoret@Steinerskolen-vejle.dk